2022 var et skelsættende år for den danske sangerinde og sangskriver, Pil. I starten af året udsendte hun sammen med Burhan G, singlen ’Gulvet22’, som var et remake af hendes egen sang ’Gulvet’. Singlen bidrog til at cementere Pil endnu mere som et af de mest spændende nye navne på den dansksprogede popscene, inden hun i maj måned udsendte det fine debutalbum ’Kom Vi Flyver Siger Du’.
Foråret bød også på en masse turnévirksomhed for Pil, der var med som support på Hjalmers Danmarksturné og selv havde sine første headliner koncerter i maj måned, med et komplet udsolgt Hotel Cecil, hvor både Burhan G og Andreas Odbjerg gæstede – sidstnævnte på duetten ’Omvendt’.
Sommeren over optrådte Pil på profilerede festivaler i Danmark, inden hun i oktober drog ud på en længere turné i hele landet, der bl.a. indbefattede en Lille Vega koncert, der var udsolgt mange måneder i forvejen. November kulminerede med en nominering til DMA i kategorien Årets Nye Danske Navn, og Pil spillede for sit hidtil største publikum den 11. november i Royal Arena, hvor hun var blevet udvalgt til at opvarme for selveste Jada.
Vi glæder os til at se Pil på Bornholm, Wonderfestiwall 2023.